Blog

26.01.2012

Andreas Gursky

Verdensmesteren i fotografiets svar på ekstremsport besøger netop nu Danmark.

Tyske Andreas Gursky, der sidste år satte rekord ved at sælge fotografiet Rhine II til over 2 milioner pund, udstiller netop nu 45 gigantiske billeder på Louisiana.

På overfladen kan Gurskys billeder opleves som æstetisk perfektion, eller endda som det perfekte billede, men træder man nærmere vil man opleve uoverensstemmer med, hvad virkeligheden rent faktisk kan præstere. Gursky befinder sig nemlig i et område, der må betegnes at være et sted mellem fotografiet og maleriet. Alle Gurskys billeder består nemlig ikke blot af et enkelt, lettere efterredigeret billede, som man kender det fra fotojournalistikken og den generelle presse, men af flere hundrede billeder, som sættes sammen, redigeres og manipuleres. Det er dermed ikke et fotografi ej heller et maleri, men snarere en ny virkelighed der skabes – en virkelig, som øjet blot ikke er i stand til at opfange.

Det er ikke bare sammensmeltningen af de mange billeder, der gør at Gurskys billeder bliver kaldt fotografiets svar på ekstremsport, det er også motiverne og omgivelsernes storhed samt de ofte ekstreme vinkler, hvorfra de er indfanget.

“Gursky er fotograf. I litteraturen arbejder man med begrebet den realistiske roman, når tingene kunne have foregået i virkeligheden, selvom det er fiktivt. Fænomenet er ikke så svært at sluge i forbindelse med litteraturen. Ved fotografiet har man andre forventninger. Men Gurskys billeder kunne være virkelige, selvom motivet ikke er fysisk til stede i virkeligheden. Det er måske her en stor del af fascinationen ligger. At billederne både er virkelige og uvirkelige.” siger Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, til DRs kunstklub.

Udstillingen åbnede 13. januar og kører helt frem til 13. maj og må næsten siges at være et af dette års “must-sees” inden for fotografiet.

 

Louisiana
Museum of Modern Art
Gl. Strandvej 13
3050 Humlebæk

Åbningstider
11-22 tirsdag – fredag
11-18 lørdag – søndag
Helligdage 11-18
Mandag lukket

Skrevet af Astrid, 26.01.2012, Arkiveret under Nyheder
tilføj en kommentar
  • Marie Wengler 05.02.2012, 22:48

    En helt eminent udstilling hvis man har interesse for fine art photography samt skabelsesprocessen heraf. Det undrer ikke, at Gursky er blevet så anerkendt som han er. Dejligt at opleve, at Louisiana endelig satser mere på fotografisk funderet kunst.