Sammen med udstillingen af Gursky er dette en af de absolut mest inspirerende udstillinger vist i Danmark i mange år. Yderst gennemtænkte værker, med så stor dybde, at beskueren flere døgn efterfølgende debatterer værkernes flertydighed. De triste, kolde, våde arkitektoniske landskaber, ofte i mindre bemidlede sociale miljøer, og de håbløse menneskeskæbner, der alle synes ensomme, fortabte, forglemte, i en form for stilstand fysisk og psykisk er dybt berørende for beskueren. Samtidig er lyssætningen helt særegen – hvilket herigennem skaber associationer til både dokumentarismen og hollywood-filmene, mellem fakta og fiktion. Alt i alt helt sublimt!