Dead and Alive: Consumed by Fire
Back
© Klaus Bo
Consumed By Fire – Dead And Alive #001
Kan man udstille de døde?
Det er på én gang smukt og provokerende, når fotograf Klaus Bo sammen med journalist Susanne Sayers viser, hvordan ligbrændingerne foregår på et af hinduismens helligste steder, Varanasi i Indien.
I Varanasi brænder ligbålene dag og nat året rundt, for bliver man brændt her, kan man undslippe genfødslens hjul, Samsara, og smelte sammen med det guddommelige alt, befriet for dødeliges længsler og krav.
Men kan man udstille de døde på den måde? Hvorfor vise, hvordan flammerne opsluger skrøbelige kroppe?
De to udstillere er meget interesserede i at høre publikums reaktion. Ikke fordi udstillingen er ment som en provokation, men fordi den er et forarbejde til et langt større projekt, ‘Dead and Alive’, som skal vise, hvordan vi forholder os til døden på tværs af kulturer og geografi.
»Vi har begge oplevet, hvordan døden er tabu i vores kultur, hvordan vi prøver at undgå den,« siger Klaus Bo.
»Vi ser et behov for at gøre det lettere at tale om det, vi trods alt alle har til fælles: at vi skal dø. Og vi vil gøre det ved at vise, at det ikke er en selvfølge at skjule døden og frygte den. I andre kulturer tager man fx de døde ud af gravene og danser med dem i solen, eller de er med i dagligdagen som en slags familieguder,« tilføjer han.
Makkerparret bag udstillingen ser vores holdning til døden og livet efter døden som en afspejling af, hvordan vi opfatter livet, og hvilke værdier vi lægger vægt på. Nogle af de ritualer, som de ønsker at dokumentere, er truet af det omgivende samfund, andre er ved at opstå som en naturlig følge af nye tider, fx begravelser i rummet. Samtidig er en beskrivelse af dødsritualerne og forestillingerne om livet og døden et elementært spændende indblik i andre kulturer.
Klaus Bo og Susanne Sayers vil meget gerne i løbet af udstillingen have publikums umiddelbare reaktioner på billederne.
»Vores mål er at åbne for samtaler om døden, ikke at få folk til at løbe skrigende væk,« siger Susanne Sayers.
»Selvfølgelig vil nogle altid mene, at døden er ubehagelig at forholde sig til. Men vi håber, at vi finder en balance, der er fascinerende mere end skræmmende.«
Udstillingen ‘Consumed By Fire – Dead And Alive #001′ kan opleves under Copenhagen Photo Festival på Fotocaféen, Vesterbrogade 45. Fernisering torsdag d. 7/6 kl 17.00-19.00.