Fortabelse

Back


© Per Bak Jensen, courtesy of Galleri Bo Bjerggard

 

Gennem sine fotografier udforsker Per Bak Jensen det gådefulde både i by og på land. Formelt set virker hans kompositioner harmoniske og lette at gå til. Men semantisk kan de være forvirrende: Hvordan kan man forklare det flow af former, strukturer og skygger, der giver billedet udtrykskraft?

 

Det, Per Bak Jensen beskæftiger sig med, er landets konturer samt de visuelle og symbolske virkninger af objekter i landskabet, hvad enten de er naturlige eller resultatet af menneskelig indgriben. Man kunne betragte Per Bak Jensen som landskabsfotograf, men måske er det mere korrekt at kalde ham naturfotograf, da han så ofte fotograferer nærbilleder i detaljer, altid med hensyntagen til formen, og altid med detaljer, der indbyder os til at se nøje på billedet. Strukturerne i klipperne eller barken på træ erne i hans serie af stillebener fra 1980′erne synes håndgribelige ligesom den sublime kulde fra isbjergene i det fantastisk økonomiske og klare blågrå billedsprog fra hans tidligere Grønlands-serie (2006). I andre tidligere serier ser vi rester af det teknologiske (brugte biler eller rør, lavtliggende fabriksskure) og tegn på beboelse, hvad enten det er industrielt eller førindustrielt. Når der er farve i hans billeder, er den intens og levende. Han undgår melodramatiske skygger til fordel for det rolige, jævne lys, der viser detaljer i omgivelserne. Billederne kan f.eks. harmonisere visuelle ekkoer, den røde farve på lagenerne, der er hængt til tørre i ‘Vasketøj’, 2006, som refererer til den røde farve på en svingbom ved en mole langt borte. Eller alternativt kan de direkte henlede opmærksomheden på fænomener, f.eks., gennem den firkantede strukturs størrelse og centrale position i ‘Monolit’ eller den kompositoriske brug af træerne til indramning af en statue i klassisk stil i ‘Hvid figur’.

Historiens spor, tingenes orden, titlen på en af sektionerne i hans større retrospektive publikation, Det usete billede (2006), peger på det dynamiske samspil mellem observation af fænomener og den geometriske komposition, der karakteriserer hans arbejde. For den franske filosof, Michel Foucault, henviste tingenes orden til, at de ideologiske systemer letter og legitimerer sociale forhold. Han interesserede sig for det historisk og kulturelt specifikke ved så danne forhold, og hvordan de i tidens løb flytter sig – eller bliver afbrudt. Foucaults afhandling er berømt for at indlede med en kritisk analyse af ‘Las Meninas’ (Velázquez, Spanien, 1656), idet den noterer sig, hvad der ses, hvad der skjules, udvekslingen af blikke i selve billedet, og måder hvorpå beskuerens blik artikuleres. Som han antyder, har det enkelte billede magt til at antyde forbindelser, der ikke kan ses.

Per Bak Jensen observerer fænomener, som gennem hans nøje iagttagelse bliver ladet med yderligere mening. Roland Barthes vakte opmærksomhed ved at tale om behovet for at dechifrere det visuelle. Samtidig med, at Barthes opfordrede folk til at  ‘se, betragte’, skelnede han også mellem dèt at betragte og dèt virkelig at se, dèt at bruge synssansen og dèt at få mening i det, man ser. Både for Per Bak Jensen og Barthes antyder fotografiet nærvær, men ved nærmere eftersyn kan det føre til erkendelser af mere eksistentiel karakter – hvilket naturligvis var den impuls, der var udgangspunktet for Roland Barthes’ refleksion over fotografiets tiltrækning og betydning i bogen Camera Lucida (da han søgte efter det billede, som for ham udtrykte selve essensen af hans mor). Fotografiets semiotiske uventethed optræder netop i Per Bak Jensens arbejde, når hans iagttagelse af, hvad der ofte er banale fænomener, forøger vores engagement i hverdagen. For Barthes er påbuddet om at betragte henvendt til os og til ham selv som læser af fotografiet. Men der er en betydning, hvori på bud det for Per Bak Jensen som fotograf udgår fra kunstneren selv. Iagttagelserne er præcise, og hans titler er ofte bogstavelige. Uden at overbetone billedernes retorik eller ødelægge det gådefulde ved alt for pointerede titler, får han os til at kigge en ekstra gang ved sammenstillinger i selve billedet eller spændinger mellem form og indhold.

Formelt set er Per Bak Jensens billeder utvivlsomt smukke. Harmonien i hans billeder giver dem en meditativ karakter – billedsproget forstyrrer ikke. I landskabets æstetik ligger skønheden i indførelsen af orden i naturen, hvad enten den skabes gennem landskabsarkitektur eller gartnerarbejde, eller malerisk komposition i kunsten. Naturligvis er den kunstneriske form bundet til konventionerne. I Vestens kunst er ‘den gyldne regel’, hvorved billedfladen inddeles i lodrette og vandrette tredjedele, og motivet centraliseres, så velkendt, at vi næppe mærker kompositionens geometri (med mindre ‘reglerne’ overtrædes). I Vestens filosofi hviler ideerne om skønhed på harmoni, rationalitet og forståelighed. Her er der en afgjort kontrast til ideerne om det sublime, det ærefrygtindgydende, det forbløffende (Edmund Burke) eller det logisk uforklarlige (Immanuel Kant). Alligevel vender Per Bak Jensens arbejde sig fra den romantik, der så ofte forbindes med ideer om skønhed. Hans arbejde indgyder snarere en følelse af ærefrygt ved at henlede opmærksomheden på fænomener, det være sig bredere scenarier eller nærbilleder, når metaforisk resonans overgår det deskriptive.

Titlen på en senere udstilling og publikation, Before the Darkness (2009), antyder en underliggende uro. På det bogstavelige plan refererer det til lys og måske til overgangen fra dag til nat. Men der er symbolske – måske bibelske – undertoner. Hans arbejde antyder sædvanligvis tilstedeværelsen af mennesker snarere end en faktisk afbildning af mennesker på de steder, han undersøger. Men denne bog begynder med et billede af en lidt kraftig kvinde set bagfra. Hun står på en græsplæne, der fører ned til en sø, hendes påklædning er kedelig, og på hældningen af hendes hoved kan vi se, at hun står og ser lidt ned. De klare grønne farver og strå, med den klare blå himmel, der er afspejlet i søens blå, synes at stride mod ideen om uro. Alt er ikke, hvad det ser ud til at være – billedteksten ‘Fuglefodrerskens erindring’, 1994, røber ikke meget. Var det hende, der fodrede fugle, eller bad fotografen nogen om at formulere en erindring – der er ingen fugle i nærheden. Fugle forstummer, når mørket falder på. Ved første blik forekommer billedet at være rent dokumentarisk. Men når man ser nøjere efter, bliver det mere komplekst.

Per Bak Jensens billedtekster giver somme tider spændinger. Mens ‘Lava’ klart nok netop er noget, der flyder fra et sted under jordens overflade, er ‘Døren’ en høfde, som skaber et lille forbjerg ud mod en gruppe klipper, der kranser havet, og som vi kan formode oversvømmes, når det er flod. Forbjerget er måske åbent og indbydende – eller utilgængeligt for os. Vi kigger ofte en ekstra gang. Høsten er svøbt i plastik, og pæle der vokser op af jorden ved en lufthavn er ikke en naturlig beplantning, men en samling landingslys. I Per Bak Jensens arbejde er natur og kultur blevet uigenkaldeligt indfiltret i hinanden. Selv om det ved første blik ser romantisk ud, bliver også her enhver fornemmelse af behagelighed forstyrret, når hans billeder konfronterer os med følgerne af menneskets ændring af vort miljø. Hans nye arbejde indbefatter adskillige billeder, der er nærmere beslægtet med stillebenets æstetik end med landskabet. Gardiner strømmer lodret ned, og det lysere blå i midten afbalanceres af det mørkere blå på begge sider. Som ved hans tidligere arbejde, er hver iagttagelse præcis. Vi undrer os over de me tal stave, der stikker ud fra den base af træ, der kunne være en balkon eller et bord eller en træblok, der gør det ud for en afsats. Billederne i denne serie er taget tæt på, så kontekstuel information elimineres, og vi tvinges til at se nøje på de former og strukturer af klipper eller af plastikindsvøbte halmballer uden at blive distraheret.

Andre billeder drejer sig, selv om de er præcise, om mere ophøjede emner som f.eks. tågen, der svøber sig om bjergene i ‘Liverpool Land’, eller de sorte og blå farver i Hisingers Gletscher, hvori lysets spil antyder skjulte dybder og forbløffer eller ligefrem foruroliger.

Per Bak Jensen dikterer ikke en betydning gennem sit billedsprog. Han ser snarere så nøje efter, at hans billeder drager os ind i sig. Den dobbelte resonans i udstillings titlen, Fortabelse, er bevidst. Fotografisk indbydes vi til at stoppe op og reflektere over det, vi kunne have overset eller tabt af syne. Eksistentielt er vi måske nok fortabte, men for Per Bak Jensen giver det forløsning at se.