Personal Projects

Back


© Lærke Posselt

 

I Øksnehallen tager ti toneangivende danske fotografer igen i år temperaturen på moderne dokumentarfotografi, når de viderefører den stort opsatte gruppeudstilling Personal Projects.

Med en frisk smag af saltvand viser Jonathan Bjerg Møller os livet blandt de unge fiskere i Nordjylland, som han har kendt i fire år. I Algeriet spejdes der ligeledes ud over bølgerne i håbet om en fremtid. Herfra viser Christian Als os, hvordan diktatur og arbejdsløshed får de unge til drømme sig over Middelhavet til Europa. Hvis de da ikke bare mister modet eller ligefrem gør voldeligt oprør, som Mads Nissen dokumenterede under Libyen-krigen sidste år. Og som han nu er vendt tilbage til et år efter, for med stille og mennesketomme fotografier at undersøge om sårene kan heles. De unge mænd fyldt med energi kender Niels Christensen også alt til, når han hudløst, råt og kærligt fotograferer sine fandenivoldske venners jagt på intensitet og nærvær.

At kærligheden har mange facetter, understreger Miriam Dalsgaard i sine fordomsfri portrætter af afghanske, burka-klædte småbørnsmødre, mens Tobias Selnæs Markussen jagter hemmelige kærestepar i parkerne i Bangladesh. Meget anderledes er kønsrollerne i USA, hvor Lærke Posselt åbent og nærværende undersøger begreber som identitet og idealer hos de helt små piger i skønhedskonkurrencerne.

For det er netop, hvad dokumentarfotografiet kan – tage dig med helt tæt på andres liv. Det indre som ydre. Globaliseringen får du således serveret med først Maria Fonfaras stærke portrætter af egyptiske arbejdere i Jordan, og dernæst Thomas Lekfeldts reportagebilleder af kinesernes indtog i Zambia. Og så slutter vi så lokalt, det kan blive. I over ti år har David Høgsholt fotograferet Mia og hendes dramatiske liv med heroin og prostitution, som udspiller sig på selvsamme Vesterbro, hvor udstillingen finder sted. Mange kigger væk, når de ser Mia på gaden. Tør du tage øjenkontakt?

Du får chancen, når Øksnehallen slår dørene op i juni og udstiller dokumentarfotografi med personlighed.